Jeg skal lige lære det

… altså at holde sommerferie. Al den tid, alle de muligheder, hvad fanden skal man tage sig til?!

Jeg faldt i bogfælden, fordi jeg ikke har læst litteratur for sjov i to år. Da Vika var spæd, syntes hun, at det der søvn i løbet af dagen var overvurderet, så der var ikke meget tid. Og efter jeg er startet på uni igen, har jeg kun haft tid til at læse sådan noget pisseklogt og i bund og grund ret kedeligt.

Så okay: Du må vælge alt, Laura. Lige den allermest intetsigende, ligegyldige, pissedumme bog, du kan komme i tanke om. Ja i know, valget er ret indlysende, ikke sandt?

 

 

 

 

 

Fifty

 

Jeg blev forarget, da jeg læste en ganske fængende kommentar i Politiken i september. Jeg havde også fnist lidt af den her husmorpornobog, som amerikanerne lovpriste, og danskerne slagtede. Men efter at have læst Annegrethe Rasmussens indlæg, blev jeg også pas på det, hun kalder “den danske kulturelite”. For ja, hvis den bog er så pisse lovprist alle mulige andre steder i verden, hvorfor skal danskerne så hagle den ned? Fordi vi føler os bedre end alle andre, og er så fine på den med artyfartyness og kunstertyper.

Men nu har jeg læst den, og jeg må give de danske snobrøve ret. Mangen til gedigent lort skal man lede længe efter. Forfatteren har præsteret et værk på over 500 sider, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, den unge Ana bider sig i læben og bliver bedt om at spise mad af den mystiske Mr. Grey. Den gentager sig, gentager sig, gentager sig i en uendelighed, og man bliver så træt til sidst.

Som hjemmegående sommerferiehusmoder i forstæderne, må jeg jo siges at være lige i segmentet til Fifty Shades. Men nej, jeg blev satme ikke våd i trussen af SM pisk og stønnende elskende. Og det på trods af, at der må siges at være rigeligt med muligheder. Jeg har ikke tal på det, men et slag på tasken …. eller i numsen …. er , at de knalder 20 gange på de 500 sider. Dog ikke lige præstationer, der kunne light my fire.

Hvis du har et par dage, hvor du virkelig ikke ved, hvad du ellers skal tage dig til. Så ja, så kan man godt læse Fifty Shades bare for at have gjort det og for at få et lille grin. Men hvis du har lidt mere sparsom ferietid end mig, så begav dig selv med et større litterært værk. Mit næste projekt er den her

 

minkamp

Og den, tror jeg til gengæld, er virkelig god. Jeg glæder mig i hvert fald.

 

So long,

Hej, jeg hedder Laura

Hej, jeg hedder Laura, og jeg har sommerferie.

Det føles ret godt, faktisk rigtig godt. Jeg har haft sommerferie i en uge, men der har kun været to dage indtil videre, hvor jeg rigtig har slappet af … I ved, der er altid et eller andet. Men jeg har ferie nu. Jeg er i gang med at overveje at smide noget på bloggen, som ville være meget grænseoverskridende for mig. Det ville det ikke for et par år siden, men jeg er ved at være lidt rusten, og der skal mod til at udstille sig selv offentligt på den måde igen …

 

I know, det er pissespændende, ikke? Men jeg siger det ikke endnu. Ha.

 

Stay tuned.

Bummelum bum bum

Laura, er du der? Over…..
Ja, det er jeg sguda max! Over….

Jeg skriver pt to eksamensopgaver på én gang. Goddaw og velkommen til uni. Det har jeg sgu aldrig prøvet før, så det er med at holde tungen lige i munden. Jeg har besluttet mig for at give den første opgave et par uger og nå så langt som overhovedet muligt, inden jeg går i gang med nummer to. Nummer et er en journalistisk sag til mit fag på Journalisthøjskolen, så den burde være rimelig ligetil at få sendt afsted. Desværre har jeg været lidt ambitiøs og kastet mig ud i et omfattende emne – when will I learn?

Vi har det godt, den lille familie i det sorringske. Haven er sprunget ud, nabobørnene leger på vejen, Vika kan gå, vi kigger på nyt hus i en lidt større by. Alt i alt sker der lidt, og det er rart. Jeg savner så absolut ikke vinterhiet, kom sol, kom sommer, kom farvestrålende kjoler.

I weekenden var vi på Sjælland til Oscars otte års fødselsdag. Oscar er min guldklump, verdens dejligste nevø, og jeg fatter slet ikke, at han er blevet otte stærke. Dengang Henrik og jeg blev kærester var Oscar halvanden måned, og det er lidt mærkeligt at tænke på, at vi har været sammen lige så længe, som han har levet. He. Den 5. maj var altså både Oscars fødselsdag og min mors dødsdag. Det er fire år siden nu. Jeg savner hende stadig meget, og jeg sendte hende masser af tanker i går. Især da jeg sang ‘Nu er jord og himmel stille’ og ‘Solen er så rød, mor’ for Vika, inden hun skulle sove.

 

Her er lidt billeder fra den seneste tid. Påske, Himmelbjerget og bare hygge.

IMG_1227

 

IMG_1312

 

IMG_1346

 

IMG_1377

 

IMG_1381

Jeg er her endnu …

… jeg har bare ualmindeligt mange bolde i luften.

De tre fag på universitetet spidser til, og pt er det prøveeksaminer, der om to uger bliver afløst af rigtige eksaminer. Selvfølgelig synkront, så man ikke har tid til at puste ud overhovedet. Derudover vil jeg jo gerne være en god mor, en god kone, en god veninde og en god blogger. Flere af tingene ryger fløjten en gang imellem lige for tiden – jeg håber, at jeg kan råde bod på dem, når jeg får lidt mere pusterum.

I påskeferien fik vi hygget som familie for alle pengene. Aalborg Zoo, Ferskvandscentret Aqua, påskefrokost hos farfar, sommerhusvisit med morfar, hygge med farmor, babybesøg hos gode venner med helt nybagt baby. Det var virkelig en skøn, skøn uge, og jeg formåede at lægge skolen helt bag mig for en stund. Det trængte jeg til.

Jeg opdaterer igen snart, og med et par billeder fra ferien og lidt andet lækkert. Jeg kan se, at I stadig læser med, selvom jeg er så sløv i betrækket. Det er dejligt at vide, at I er der.

Mys til jer

 

Hår, hår, hår, hår, hår, hår, hår, hår

Torsdag var jeg på lynvisit i København for at se musicalen ‘Hair’ på Østre Gasværk med to kære, gamle venner. Jeg har altid haft en svaghed for genren og er blevet godt opfostret af min mor, der i tide og utide trak mig med ind i teatrets mørke for at svømme hen i kærlighedsseranader, danseshows og storhed. Det kulminerede en weekend i 1991, da vi luskede os med på en af min fars forretningsrejser i London. Her så vi Les Misérables fredag aften, Cats lørdag formiddag og Phantom of the Opera lørdag eftermiddag. Lidt vel meget kost for en 7årig pige, men jeg husker det som en fantastisk tur.

Jeg ser ikke mange musicals længere. Genren har ikke samme dragende effekt på mig, men jeg kan godt lide at se stykker, som jeg så, da jeg var lille, og som minder mig om min mor og vores dejlige fælles oplevelser. Hair er en af de forestillinger, som jeg så med hende på Betty Nansen Teatret i 1995. En fantastisk opsætning med helt eminente sangere: Erann Drori, Al Agami, Randi Laubek, Monique, Søren Launbjerg og mange andre. Jeg var fuldstændig bjergtaget dengang, og jeg tror, at jeg så den i alt tre gange i den opsætning.

Så mine forventninger var til at tage at føle på, da jeg satte mig til rette på Østre Gasværk i torsdags. Desværre kunne stykket ikke leve op til dem. De gamle veteraner var skiftet ud med nye modeller som Tim Schou fra A Friend in London, Jean Michel fra X-Faktor og Sebastian Aagaard-Williams fra Jesus og Josefine. Det nye hold gjorde en virkelig god indsats, synes jeg, de sang alle sammen godt. Det var bare ærgerligt, at hele første akt var så koncentreret om de to hovedroller Berger og Claude, så de andre dårligt fik lov at vise deres store stemmer, udover som korsangere. I andet akt fik flere af de unge talenter lov at skinne igennem, og det højnede klart kvaliteten af stykket. Især vil jeg gerne fremhæve Sara Broberg, som sang virkelig fantastisk. Meget råt, og meget Hair-agtigt.

Forestillingen har været igennem en ny oversættelse, og det, synes jeg, er ærgerligt. Det kan selvfølgelig godt være, at jeg er farvet efter i alle de år at have sunget med på soundtracket fra opsætningen på Betty Nansen. Men jeg synes, at oversættelsen var for ordret fra den engelske og ikke gav lige så god mening som den gamle, danske udgave. Og så er det altså synd at synge to så fantastiske sange som ‘Let the Sunshine in’ og ‘Goodmornin’ Starshine’ i en fordansket udgave, når de fungerer så utrolig godt på engelsk. Derudover blev samtlige numre spillet alt, alt for hurtigt. Det var som om, at der var uptempo på hele lortet, og det gjorde det svært at følge med, forstå hvad der blev sunget og at blive fanget følelsesmæssigt af de ellers, så fuldstændig fantastiske sange og melodier.

Den unge, kvindelige hovedrolleindehaver Sara Viktoria klarede det i sandhed super flot, og hun sang fantastisk på ‘Vandrer i rummet’. Dog var jeg meget skuffet over ‘Let at være hård’, som jeg altid har været helt vild med. I opsætningen på Østre Gasværk synger hun den sammen med Sanne Salomonsen, som skal forestille en gammel udgave af Sheila. Det tager intensiteten ud af nummeret, og den kommer ikke til at virke lige så stærk. Generelt er Sanne Salomonsens rolle malplaceret. Ingen tvivl om, at hun synger fantastisk, jeg er kæmpe fan af hende. Men når hun sidder på et neonfarvet folkevognsrugbrød og spiller på bongotromme til numrene, så er det altså svært ikke at trække på smilebåndet. Det havde fungeret bedre, om man havde skabt en helt ny rolle til hende, og hun havde fået lov til at være med på scenen i stedet for at være forvist til sit spraymalede køretøj hele forestillingen igennem.

Et plus for denne forestilling, som den gamle manglede, er alle de fantastiske dansere, der er med på Østre Gasværk. Hippierne fra ’68 var nok ikke lige så flittige ud i at lave saltomortaler, som nutidens skuespillere er, men når der er så lidt handling i stykket, som der er i Hair, så synes jeg, at det fungerer godt med noget festligt at kigge på. Derudover er diversiteten i castet virkelig godt. At der rent faktisk er tre sorte drenge, når de hvide piger synger ‘Giv mig sorte drenge’, i stedet for, at blegfede danske fyre skal males med soya, så de kan ligne. Derudover havde de to asiatiske mænd fra bandet nede på scenen og spille viet conger under Claudes hallucinationsscene. Alt i alt detaljer, der gør stykket og historien meget gennemført.

Jeg havde nok ualmindeligt høje forventninger til Hair, og det er svært at leve op til en 11årigs glansbillede af en forestilling. Første akt var skuffende og fangede slet ikke hippiestemningen. Den var for overspillet, karikeret og ensformig i sine performere, der var alt for få sangere, der sang alt for mange sange. Men i andet akt tog forestillingen virkelig form. Flere sangere kom i gang og fik lov til at skinne, der var en masse dans, og hele Claudes hallucinationsscene om Vietnamkrigen var eminent. Korsatserne var smukke og rørende, og jeg fik gåsehud, da ensemblet sang ‘Let the Sunshine in’ (selvom det var ærgerligt, at omkvædet var oversat til dansk en stor del af sangen igennem).

Opsætningen af Hair kommer ikke i nærheden af den fantastiske opsætning på Betty Nansen, men det er en oplevelse at se og genhøre de gode sange, og så er jeg imponeret over det nye, unge cast, der virkelig gør det godt.

hair1

 

hair2

 

Billederne er taget af Morten Abrahamsen og Østre Gasværk. Se flere billeder her http://gasvaerket.com/2013/01/01/love-rock-musical-hair/

Priviligeret semijyde

Weekenden kunne være gået hen og være blevet noget ensformig. Henrik var i København og besøge en ven, og nogle gange er jeg tilbøjelig til at glemme at invitere nogen og i stedet sidde alene med Vika. Hvilket er fint, men dog lidt kedeligt i længden, eftersom barnet ikke siger andet end ‘hej’ og ‘hvad er det’.

Men denne gang skulle det være løgn. Jeg fik besøg af Mathilde og Gustav fredag-lørdag, mødregruppen med unger lørdag formiddag, Martine lørdag-søndag og Ene til kaffe i går. Jeg kan godt mærke i dag, at jeg er liiidt træt, men jeg er også fyldt helt og aldeles op i energidepoterne, og jeg føler mig heldig, at jeg kender så mange dejlige mennesker herovre. Det er en lang, sej kamp at flytte til en anden landsdel, især når man “derhjemme” er velsignet med seks fantastiske venner, som jeg har kendt, siden jeg var seks år gammel. Jeg har boet i Jylland i syv år, og det har været op ad bakke med at finde nogle venner, der kunne komme op på siden af de gode gamle. Men efter sådan en weekend, så føler jeg lidt: Yes, jeg gjorde det. Nu hører jeg rigtigt hjemme herovre.

Så Jylland, din gamle røv. 1-0 til mig.

Og hey, så fik jeg 10 i min eksamen, som virkelig trak tænder ud.

Sååå kulturvidenskab, din gamle røv. 10-0 til mig.

 

 

Forår og mislykkede projekter

Indrømmet. Jeg har strikket alt for meget og læst alt for lidt i den sidste uge. Årsag: Jeg fandt en fantastisk opskrift på en djævlehue og øjnede muligheden for at få brugt nogle virkelig lækre merinonøgler, jeg lå inde med. Især den mintgrønne har jeg glædet mig til at bruge.

Mit barn er velbegavet og derfor udstyret med et stort hoved (Jeg lærer om kausalsammenhænge på universitetet), så jeg strikkede den et nummer større, end opskriften går til. Og jeg havde ikke en pind 2, så derfor startede jeg på 2.5 og skiftede over til en 3 i selve huen. Den blev så flot og havde det fineste mønster. Se selv

 

IMG_1138

 

Men – og ja, der er desværre et men, suk. Huen blev en anelse for stor … og visse mennesker (blandt andre min veninde Mathilde, som er min håndarbejdsguru) mener ikke, at denne konstellation er specielt heldig. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Så huen må nok desværre pilles op igen og strikkes i Vikastørrelse. Dobbeltsuk!

IMG_1139

Heldigvis kan man glæde sig over, at foråret er kommet til Sorring. I går spiste vi frokost i haven i forårssolen og lur mig, om jeg ikke tager skitøj på om lidt og sætter mig ud i haven med en kop varm kaffe og læser om kommunikationsjournalistik til i morgen.


IMG_1141

IMG_1130