Reportage: Østjysk metalentusiasme var til at tøjle

 Bare fordi jeg ikke får skrevet på Tusindting, betyder det ikke, at jeg ligger på den lade side. Jeg har lidt besluttet mig for at dele nogle af de afleveringer og produktioner, jeg laver til Universitetet, fordi det er bedre end slet ikke at opdatere. Her er en reportage, jeg har lavet til faget Kulturjournalistik. Jeg synes sgu selv, den blev ret sjov, hvis man må mene det i Danmark. God fornøjelse.

through

 

Østjysk metalentusiasme var til at tøjle

Veteranerne fra Metallicas storstilede film ”Through the Never” har skabt begejstring over hele verden. Men aarhusianerne er ikke lige sådan at imponere på en mandag i metallets tegn.

 ”ARE YOU ALIIIIIIIIIVE?!” skriger frontfiguren James Hetfield fra bandet Metallica til sit eksalterede publikum. Overtatoverede, fuldvoksne mænd enten med lange, viltre lokker eller uden et eneste hår på hovedet holder om hinanden, rækker begejstrede hænderne op mod scenen, forsøger at fange øjeblikket med deres smartphones og skriger istemmende: ”YEEEEEEEEEES”.
Jeg læner mig tilbage i det bløde sæde, retter på 3D-brillerne, giver efter for de dunkende rytmer og Lars Ulrichs maniske dobbeltpedaler og får et smørret smil om munden. De kan sgu endnu, de gamle drenge.
Men da jeg kigger mig omkring, bliver jeg pludselig i tvivl, om de godt 250 aarhusianere, der har fundet vej til BioCity Aarhus denne mandag aften overhovedet er ’alive’.
De fleste sidder helt stille med korslagte arme og gumler måske på et par seje popkorn, der har givet salen en dunst af børnefilm og efterårsferie. Det er der ikke meget rock´n´roll over.

”Få nu startet den film, for helvede”

De danske biografer bugner af events som ”TøseTirsdag”, ”Date Night” og ”Baby Bio”. Men i aften virker konceptet mere til at være ”Macho Metal Night”. Der bliver tanket fadøl i biografens kiosk, og da dørene endelig åbner, stimler den ene gruppe sortklædte mænd efter den anden ind i mørket. Nogle enkelte er iklædt de karakteristiske, sorte Metallica t-shirts med kors, dødningehoveder og forvrænget skrift, men de fleste har bare almindeligt, mørkt hverdagstøj på. Et par gange bliver den monotone publikumsopbygning brudt af enkelte piger, der har fået lov til at gøre deres kærester selskab. Men deres nervøse smil og nysgerrige blikke afslører, at de er på udebane i dag.
”Få nu startet den film, for helvede”, mumler min sidemand indædt. Hans arme hviler dovent oven på den store mave, og lædervesten sidder stramt til kroppen. Han og hans ven har ellers ikke mæglet et ord til hinanden, siden de kom, men ti minutters ventetid bliver til sidst for meget. Han knuger sin cola og skal til at ytre sin irritation endnu engang men drager i stedet et lettelsens suk, da lyset i samme øjeblik slukker, og det store lærred bliver oplyst af billedet af et sort flag, der står i flammer.

Et dybt greb i lommerne

Kors stiger op fra det røgomsluttede gulv, enerverende neonlys skaber en effektfuld krigsstemning, og levende begravede kæmper for at komme ud af deres kister. Alt imens James, Kirk, Lars og Robert drøner omkring på den enorme scene og kaster sig ud i den ene solo efter den anden.
Sceneshowet taler sit klare sprog om, at filmen ”Through the Never” er et ambitiøst projekt, der ikke har kostet småpenge at producere.
Filmens handling baserer sig hovedsageligt på en livekoncert med Metallica, hvor der krydsklippes til en  sidehistorie om roadien Trip, der bliver sendt ud for at skaffe en ukendt ting til bandet. Undervejs er Trip ude for et alvorligt biluheld, og hans tur bliver herefter en hæsblæsende affære, hvor han bliver indblandet i et stort slagsmål og må kæmpe mod Døden selv.
Optagelserne fra livekoncerterne stammer fra  fire rigtige koncerter i Canada og er filmet med 24 3D-kameraer, og det er ikke helt gratis. De fire musikere måtte gribe dybt i lommerne for at finansiere det 93 minutter lange hjertebarn. Det anslås, at ”Through the Never” har kostet 20 millioner dollars at producere. Det svarer til 110 millioner danske kroner, men det kan også ses på den imponerende 3D-produktion.

Flotte fyre i deres bedste alder

”Die, die, die, die, die”, råber publikum taktfast og kaster djævlehornsformede håndtegn op mod scenen og James Hetfield. Han tager det ikke så personligt men griner i stedet og fortsætter med monsterhittet ”Creeping Death”. De fire, ældre herrer holder sig ualmindeligt godt. De løber rundt på scenen, kaster sig i knæ, og Lars Ulrichs trommestikker slår gnister, mens han hamrer sig igennem ”Ride the Lightning”. At det er en special effect er ikke så vigtigt, det kunne lige så godt være sket i virkeligheden – virker det som om.
I Aarhus sker der ikke så forfærdelig meget. Et par enkelte hoveder har givet efter og er begyndt at rocke taktfast med på trommerytmen. Men flertallet sidder stadig helt stille, virker uimponerede og gnasker sig igennem de sidste poppede popkornsrester.
”Sæt jer ned for helvede,” hvæser min sidekammerat, da to yngre mænd halvvejs gennem filmen rejser sig op for at gå mod toilettet. Han falder tilbage i sin magelige position, da udsynet til lærredet igen er blevet frit.

Glimmer og kendisbesøg

Siden sin premiere i San Francisco den 17. september har ”Through the Never” gået sin sejrsgang rundt i verden. Først i USA og Canada og nu i de store biografer i Europa. Flere steder spiller den kun én enkelt aften, og billetterne er blevet revet væk. Anmelderne er dybt begejstrede og giver topkarakterer til filmen. Flere steder er der blevet gjort en begivenhed ud af visningen, og et eller flere af medlemmerne af Metallica har kastet glans over forestillingen ved at præsentere filmen for publikum. På søndag er Lars Ulrich annonceret i Palads i København, når ”Through the Never” spiller i hovedstaden for en enkelt aften.
Men der var intet magisk over Aarhus mandag aften i BioCity. Ingen rød løber, neonlys eller kendisser. Bare en helt almindelig biografaften med lidt flere sortklædte publikummer end sædvanligt.

Et forsigtigt bifald som tak

Efter 93 minutter er mine ører begyndt at hyle en anelse. Robert Trujillos bas og Lars Ulrichs dobbeltpedaler har sat mine trommehinder på overarbejde, men det er også en befriende anderledes souvenir at gå hjem med efter en tur i biografen.
Trip har bekæmpet Døden, Metallica har efter besøg af ambulanceførere, et kollaps af en 15 meter høj stenstatue og strømsvigt sagt tak til publikum. Lyset bliver tændt i biografsalen, mens rulleteksterne kører over lærredet, og drengene fra Metallica spiller det otte minutter lange instrumentalnummer Orion.
Publikum i BioCity skubber 3D-brillerne op i panden, gnider sig i øjnene og drister sig til det første spor af begejstring for i aften. De klapper og hujer en lille smule.
”Ja flot! Som om de kan høre jer, for helvede,” råber en dyb stemme bag mig irriteret.
Og det var vist den begejstring, aarhusianerne kunne geare sig op til for i aften.