Reportage: Østjysk metalentusiasme var til at tøjle

 Bare fordi jeg ikke får skrevet på Tusindting, betyder det ikke, at jeg ligger på den lade side. Jeg har lidt besluttet mig for at dele nogle af de afleveringer og produktioner, jeg laver til Universitetet, fordi det er bedre end slet ikke at opdatere. Her er en reportage, jeg har lavet til faget Kulturjournalistik. Jeg synes sgu selv, den blev ret sjov, hvis man må mene det i Danmark. God fornøjelse.

through

 

Østjysk metalentusiasme var til at tøjle

Veteranerne fra Metallicas storstilede film ”Through the Never” har skabt begejstring over hele verden. Men aarhusianerne er ikke lige sådan at imponere på en mandag i metallets tegn.

 ”ARE YOU ALIIIIIIIIIVE?!” skriger frontfiguren James Hetfield fra bandet Metallica til sit eksalterede publikum. Overtatoverede, fuldvoksne mænd enten med lange, viltre lokker eller uden et eneste hår på hovedet holder om hinanden, rækker begejstrede hænderne op mod scenen, forsøger at fange øjeblikket med deres smartphones og skriger istemmende: ”YEEEEEEEEEES”.
Jeg læner mig tilbage i det bløde sæde, retter på 3D-brillerne, giver efter for de dunkende rytmer og Lars Ulrichs maniske dobbeltpedaler og får et smørret smil om munden. De kan sgu endnu, de gamle drenge.
Men da jeg kigger mig omkring, bliver jeg pludselig i tvivl, om de godt 250 aarhusianere, der har fundet vej til BioCity Aarhus denne mandag aften overhovedet er ’alive’.
De fleste sidder helt stille med korslagte arme og gumler måske på et par seje popkorn, der har givet salen en dunst af børnefilm og efterårsferie. Det er der ikke meget rock´n´roll over.

”Få nu startet den film, for helvede”

De danske biografer bugner af events som ”TøseTirsdag”, ”Date Night” og ”Baby Bio”. Men i aften virker konceptet mere til at være ”Macho Metal Night”. Der bliver tanket fadøl i biografens kiosk, og da dørene endelig åbner, stimler den ene gruppe sortklædte mænd efter den anden ind i mørket. Nogle enkelte er iklædt de karakteristiske, sorte Metallica t-shirts med kors, dødningehoveder og forvrænget skrift, men de fleste har bare almindeligt, mørkt hverdagstøj på. Et par gange bliver den monotone publikumsopbygning brudt af enkelte piger, der har fået lov til at gøre deres kærester selskab. Men deres nervøse smil og nysgerrige blikke afslører, at de er på udebane i dag.
”Få nu startet den film, for helvede”, mumler min sidemand indædt. Hans arme hviler dovent oven på den store mave, og lædervesten sidder stramt til kroppen. Han og hans ven har ellers ikke mæglet et ord til hinanden, siden de kom, men ti minutters ventetid bliver til sidst for meget. Han knuger sin cola og skal til at ytre sin irritation endnu engang men drager i stedet et lettelsens suk, da lyset i samme øjeblik slukker, og det store lærred bliver oplyst af billedet af et sort flag, der står i flammer.

Et dybt greb i lommerne

Kors stiger op fra det røgomsluttede gulv, enerverende neonlys skaber en effektfuld krigsstemning, og levende begravede kæmper for at komme ud af deres kister. Alt imens James, Kirk, Lars og Robert drøner omkring på den enorme scene og kaster sig ud i den ene solo efter den anden.
Sceneshowet taler sit klare sprog om, at filmen ”Through the Never” er et ambitiøst projekt, der ikke har kostet småpenge at producere.
Filmens handling baserer sig hovedsageligt på en livekoncert med Metallica, hvor der krydsklippes til en  sidehistorie om roadien Trip, der bliver sendt ud for at skaffe en ukendt ting til bandet. Undervejs er Trip ude for et alvorligt biluheld, og hans tur bliver herefter en hæsblæsende affære, hvor han bliver indblandet i et stort slagsmål og må kæmpe mod Døden selv.
Optagelserne fra livekoncerterne stammer fra  fire rigtige koncerter i Canada og er filmet med 24 3D-kameraer, og det er ikke helt gratis. De fire musikere måtte gribe dybt i lommerne for at finansiere det 93 minutter lange hjertebarn. Det anslås, at ”Through the Never” har kostet 20 millioner dollars at producere. Det svarer til 110 millioner danske kroner, men det kan også ses på den imponerende 3D-produktion.

Flotte fyre i deres bedste alder

”Die, die, die, die, die”, råber publikum taktfast og kaster djævlehornsformede håndtegn op mod scenen og James Hetfield. Han tager det ikke så personligt men griner i stedet og fortsætter med monsterhittet ”Creeping Death”. De fire, ældre herrer holder sig ualmindeligt godt. De løber rundt på scenen, kaster sig i knæ, og Lars Ulrichs trommestikker slår gnister, mens han hamrer sig igennem ”Ride the Lightning”. At det er en special effect er ikke så vigtigt, det kunne lige så godt være sket i virkeligheden – virker det som om.
I Aarhus sker der ikke så forfærdelig meget. Et par enkelte hoveder har givet efter og er begyndt at rocke taktfast med på trommerytmen. Men flertallet sidder stadig helt stille, virker uimponerede og gnasker sig igennem de sidste poppede popkornsrester.
”Sæt jer ned for helvede,” hvæser min sidekammerat, da to yngre mænd halvvejs gennem filmen rejser sig op for at gå mod toilettet. Han falder tilbage i sin magelige position, da udsynet til lærredet igen er blevet frit.

Glimmer og kendisbesøg

Siden sin premiere i San Francisco den 17. september har ”Through the Never” gået sin sejrsgang rundt i verden. Først i USA og Canada og nu i de store biografer i Europa. Flere steder spiller den kun én enkelt aften, og billetterne er blevet revet væk. Anmelderne er dybt begejstrede og giver topkarakterer til filmen. Flere steder er der blevet gjort en begivenhed ud af visningen, og et eller flere af medlemmerne af Metallica har kastet glans over forestillingen ved at præsentere filmen for publikum. På søndag er Lars Ulrich annonceret i Palads i København, når ”Through the Never” spiller i hovedstaden for en enkelt aften.
Men der var intet magisk over Aarhus mandag aften i BioCity. Ingen rød løber, neonlys eller kendisser. Bare en helt almindelig biografaften med lidt flere sortklædte publikummer end sædvanligt.

Et forsigtigt bifald som tak

Efter 93 minutter er mine ører begyndt at hyle en anelse. Robert Trujillos bas og Lars Ulrichs dobbeltpedaler har sat mine trommehinder på overarbejde, men det er også en befriende anderledes souvenir at gå hjem med efter en tur i biografen.
Trip har bekæmpet Døden, Metallica har efter besøg af ambulanceførere, et kollaps af en 15 meter høj stenstatue og strømsvigt sagt tak til publikum. Lyset bliver tændt i biografsalen, mens rulleteksterne kører over lærredet, og drengene fra Metallica spiller det otte minutter lange instrumentalnummer Orion.
Publikum i BioCity skubber 3D-brillerne op i panden, gnider sig i øjnene og drister sig til det første spor af begejstring for i aften. De klapper og hujer en lille smule.
”Ja flot! Som om de kan høre jer, for helvede,” råber en dyb stemme bag mig irriteret.
Og det var vist den begejstring, aarhusianerne kunne geare sig op til for i aften.

Reklamer

Jeg skal lige lære det

… altså at holde sommerferie. Al den tid, alle de muligheder, hvad fanden skal man tage sig til?!

Jeg faldt i bogfælden, fordi jeg ikke har læst litteratur for sjov i to år. Da Vika var spæd, syntes hun, at det der søvn i løbet af dagen var overvurderet, så der var ikke meget tid. Og efter jeg er startet på uni igen, har jeg kun haft tid til at læse sådan noget pisseklogt og i bund og grund ret kedeligt.

Så okay: Du må vælge alt, Laura. Lige den allermest intetsigende, ligegyldige, pissedumme bog, du kan komme i tanke om. Ja i know, valget er ret indlysende, ikke sandt?

 

 

 

 

 

Fifty

 

Jeg blev forarget, da jeg læste en ganske fængende kommentar i Politiken i september. Jeg havde også fnist lidt af den her husmorpornobog, som amerikanerne lovpriste, og danskerne slagtede. Men efter at have læst Annegrethe Rasmussens indlæg, blev jeg også pas på det, hun kalder “den danske kulturelite”. For ja, hvis den bog er så pisse lovprist alle mulige andre steder i verden, hvorfor skal danskerne så hagle den ned? Fordi vi føler os bedre end alle andre, og er så fine på den med artyfartyness og kunstertyper.

Men nu har jeg læst den, og jeg må give de danske snobrøve ret. Mangen til gedigent lort skal man lede længe efter. Forfatteren har præsteret et værk på over 500 sider, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, den unge Ana bider sig i læben og bliver bedt om at spise mad af den mystiske Mr. Grey. Den gentager sig, gentager sig, gentager sig i en uendelighed, og man bliver så træt til sidst.

Som hjemmegående sommerferiehusmoder i forstæderne, må jeg jo siges at være lige i segmentet til Fifty Shades. Men nej, jeg blev satme ikke våd i trussen af SM pisk og stønnende elskende. Og det på trods af, at der må siges at være rigeligt med muligheder. Jeg har ikke tal på det, men et slag på tasken …. eller i numsen …. er , at de knalder 20 gange på de 500 sider. Dog ikke lige præstationer, der kunne light my fire.

Hvis du har et par dage, hvor du virkelig ikke ved, hvad du ellers skal tage dig til. Så ja, så kan man godt læse Fifty Shades bare for at have gjort det og for at få et lille grin. Men hvis du har lidt mere sparsom ferietid end mig, så begav dig selv med et større litterært værk. Mit næste projekt er den her

 

minkamp

Og den, tror jeg til gengæld, er virkelig god. Jeg glæder mig i hvert fald.

 

So long,

Hår, hår, hår, hår, hår, hår, hår, hår

Torsdag var jeg på lynvisit i København for at se musicalen ‘Hair’ på Østre Gasværk med to kære, gamle venner. Jeg har altid haft en svaghed for genren og er blevet godt opfostret af min mor, der i tide og utide trak mig med ind i teatrets mørke for at svømme hen i kærlighedsseranader, danseshows og storhed. Det kulminerede en weekend i 1991, da vi luskede os med på en af min fars forretningsrejser i London. Her så vi Les Misérables fredag aften, Cats lørdag formiddag og Phantom of the Opera lørdag eftermiddag. Lidt vel meget kost for en 7årig pige, men jeg husker det som en fantastisk tur.

Jeg ser ikke mange musicals længere. Genren har ikke samme dragende effekt på mig, men jeg kan godt lide at se stykker, som jeg så, da jeg var lille, og som minder mig om min mor og vores dejlige fælles oplevelser. Hair er en af de forestillinger, som jeg så med hende på Betty Nansen Teatret i 1995. En fantastisk opsætning med helt eminente sangere: Erann Drori, Al Agami, Randi Laubek, Monique, Søren Launbjerg og mange andre. Jeg var fuldstændig bjergtaget dengang, og jeg tror, at jeg så den i alt tre gange i den opsætning.

Så mine forventninger var til at tage at føle på, da jeg satte mig til rette på Østre Gasværk i torsdags. Desværre kunne stykket ikke leve op til dem. De gamle veteraner var skiftet ud med nye modeller som Tim Schou fra A Friend in London, Jean Michel fra X-Faktor og Sebastian Aagaard-Williams fra Jesus og Josefine. Det nye hold gjorde en virkelig god indsats, synes jeg, de sang alle sammen godt. Det var bare ærgerligt, at hele første akt var så koncentreret om de to hovedroller Berger og Claude, så de andre dårligt fik lov at vise deres store stemmer, udover som korsangere. I andet akt fik flere af de unge talenter lov at skinne igennem, og det højnede klart kvaliteten af stykket. Især vil jeg gerne fremhæve Sara Broberg, som sang virkelig fantastisk. Meget råt, og meget Hair-agtigt.

Forestillingen har været igennem en ny oversættelse, og det, synes jeg, er ærgerligt. Det kan selvfølgelig godt være, at jeg er farvet efter i alle de år at have sunget med på soundtracket fra opsætningen på Betty Nansen. Men jeg synes, at oversættelsen var for ordret fra den engelske og ikke gav lige så god mening som den gamle, danske udgave. Og så er det altså synd at synge to så fantastiske sange som ‘Let the Sunshine in’ og ‘Goodmornin’ Starshine’ i en fordansket udgave, når de fungerer så utrolig godt på engelsk. Derudover blev samtlige numre spillet alt, alt for hurtigt. Det var som om, at der var uptempo på hele lortet, og det gjorde det svært at følge med, forstå hvad der blev sunget og at blive fanget følelsesmæssigt af de ellers, så fuldstændig fantastiske sange og melodier.

Den unge, kvindelige hovedrolleindehaver Sara Viktoria klarede det i sandhed super flot, og hun sang fantastisk på ‘Vandrer i rummet’. Dog var jeg meget skuffet over ‘Let at være hård’, som jeg altid har været helt vild med. I opsætningen på Østre Gasværk synger hun den sammen med Sanne Salomonsen, som skal forestille en gammel udgave af Sheila. Det tager intensiteten ud af nummeret, og den kommer ikke til at virke lige så stærk. Generelt er Sanne Salomonsens rolle malplaceret. Ingen tvivl om, at hun synger fantastisk, jeg er kæmpe fan af hende. Men når hun sidder på et neonfarvet folkevognsrugbrød og spiller på bongotromme til numrene, så er det altså svært ikke at trække på smilebåndet. Det havde fungeret bedre, om man havde skabt en helt ny rolle til hende, og hun havde fået lov til at være med på scenen i stedet for at være forvist til sit spraymalede køretøj hele forestillingen igennem.

Et plus for denne forestilling, som den gamle manglede, er alle de fantastiske dansere, der er med på Østre Gasværk. Hippierne fra ’68 var nok ikke lige så flittige ud i at lave saltomortaler, som nutidens skuespillere er, men når der er så lidt handling i stykket, som der er i Hair, så synes jeg, at det fungerer godt med noget festligt at kigge på. Derudover er diversiteten i castet virkelig godt. At der rent faktisk er tre sorte drenge, når de hvide piger synger ‘Giv mig sorte drenge’, i stedet for, at blegfede danske fyre skal males med soya, så de kan ligne. Derudover havde de to asiatiske mænd fra bandet nede på scenen og spille viet conger under Claudes hallucinationsscene. Alt i alt detaljer, der gør stykket og historien meget gennemført.

Jeg havde nok ualmindeligt høje forventninger til Hair, og det er svært at leve op til en 11årigs glansbillede af en forestilling. Første akt var skuffende og fangede slet ikke hippiestemningen. Den var for overspillet, karikeret og ensformig i sine performere, der var alt for få sangere, der sang alt for mange sange. Men i andet akt tog forestillingen virkelig form. Flere sangere kom i gang og fik lov til at skinne, der var en masse dans, og hele Claudes hallucinationsscene om Vietnamkrigen var eminent. Korsatserne var smukke og rørende, og jeg fik gåsehud, da ensemblet sang ‘Let the Sunshine in’ (selvom det var ærgerligt, at omkvædet var oversat til dansk en stor del af sangen igennem).

Opsætningen af Hair kommer ikke i nærheden af den fantastiske opsætning på Betty Nansen, men det er en oplevelse at se og genhøre de gode sange, og så er jeg imponeret over det nye, unge cast, der virkelig gør det godt.

hair1

 

hair2

 

Billederne er taget af Morten Abrahamsen og Østre Gasværk. Se flere billeder her http://gasvaerket.com/2013/01/01/love-rock-musical-hair/

En mærkværdig form for kærlighed

Jeg er netop blevet færdig med Jørgen Leths ‘Det uperfekte menneske 3’. Jeg slugte den på rekordtid, taget i betragtning, at jeg har et barn, netop har skrevet eksamen og passer et studie. Jeg savner det der med at kunne fordybe sig 110 procent i en bog. Tage den frem om morgenen, læse mens man spiser frokost og komme til at spilde, fordi bogen er så spændende, at man glemmer at kigge på maden. Kigge op for bogen, konstatere det er mørkt, og dagen er gået, uden man lagde mærke til det. Så dybt ned kom jeg trods alt aldrig med Jørgen, det er der lidt for meget baby i mit liv til pt. Men jeg læste den på få dage, og jeg må krybe til korset og indrømme … jeg elsker Jørgen Leth. Elsker ham.

Hans sprog er så finurligt, legende, smukt, og han skriver så fængende. Jeg ville ønske, at jeg havde en flig af, hvad han har, men det kræver nok nogle års erfaring på bagen. Det er sjovt, for han skriver nogle gange om nogle afsindigt kedelige ting – Touren, et random møde, en frokost – men han formår at holde mig fanget, hele vejen igennem. Jeg er fascineret af ham og hans liv, at han har for mange år siden valgte at lægge alt bag sig og flytte til Haiti som konsul. Han dyrker ensomheden, og han elsker rigmandslivet med kokkekone, privatchauffør og unge damer. Og det forstår jeg da godt. Jeg er bare ikke selv typen, der har lyst til at give afkald på alle de mennesker, jeg elsker og flytte så langt væk.

‘Det uperfekte menneske 3’ er anderledes end de to andre, fordi den fortæller historien om jordskævlet på Haiti, Jørgen Leths historie om jordskælvet. Jeg har glædet mig meget længe til at læse hans tanker og oplevelser før, under og op til det famøse interview, der var på Ekstra Bladets hjemmeside, hvor han var på vej ind i en helikopter væk fra Haiti, på vej mod Den Dominikanske Republik. Den hvide, rige mand på vej væk fra det hele, fordi han kunne. Så kunne alle de andre blive tilbage i sølet. Hans historie er meget følelsesladet, og man kan ikke undgå at blive rørt. Om kokkekonen, der stod foran porten til ‘de riges indhegning’ og havde lavet mad, fordi hun ville være sikker på, at han nu fik noget ordentligt at spise. Om chaufføren, der havde mistet sin bror i jordskælvet. Forholdene virker til at være gennemsyret af gensidig respekt, men det er nok noget, der er svært for os danskere at forstå.

Man skal nok lidt være til en side for at elske Jørgen Leth. Jeg er til det smukke sprogs side, og selvfølgelig er jeg da til Jørgen Leth. Mange er meget fokuserede på Kokkens datter sagen, men jeg synes simpelthen, at folk på komme videre og anerkende Jørgen Leth for den utrolige kunster, han er. Både litterært og filmisk. Jeg er, efter at have læst bogen, endnu mere spændt på at se hans film ‘Det erotiske menneske’. Og jeg tror snart, at jeg skal genlæse ‘Det uperfekte menneske 1 & 2’.

Men for nu står der noget helt andet på programmet, jeg skal læse ‘Marco Effekten’ af Jussi Adler-Olsen. Det bliver spændende, om den kan leve op til de andre Afdeling Q bøger.

 

 

Die ganze Schweinerei

Da vi for halvandet år siden blev gift, boede vi i en toværelseslejlighed, der allerede var fyldt op til randen med ting og sager og skrammel. Derfor ønskede vi os primært gavekort til oplevelser i bryllupsgave. Det er dejligt at hyggebruge dem, for hver gang vi er ude at spise eller gå i teatret, så tænker vi på den fantastiske dag, det var, da vi blev gift.

Vi har blandt andet set musikforestillingen Mozart på Aarhus Teater, været på gode restauranter og konditorier og i december skal vi til Musekoncert og på hotelophold i Hamborg. Efterhånden har vi ikke så mange tilbage, men vi glæder os til at bruge 600 kroner hos Billetlugen og 200 kroner i pølseboden ved rådhuset i Aarhus.

I efterårsferien brugte vi et af de mere fancy gavekort til Svineriet i Aarhus. I hele efterårsferien og vinterferien kører de med det fantastiske koncept ‘Hele Svineriet til det Halve’, hvor de serverer en 5retters menu med vinmenu til det halve – 600 kroner per mand.

Vi fik:

  • Aperitif og snack (røget flæskesvær og jomfruhummerhalechips)
  • Havtaske, agurk, havtorn og røg
  • Multe, pære, hyben og kantareller
  • Gråand, tyttebær, jordskokker og kastanje
  • Udvalg af gode italienske oste (blandt andet en helt mørkebrun gorgonzola, der var så stærk, … SÅ stærk)
  • Æble- og skyrsorbet med mørk chokolade og hasselnødder.
  • Kaffe med sødt og avec
    Til alle serveringer var der velvalgte og virkelig velsmagende vine.

Det smagte virkelig godt, og de forskellige ingredienser komplimenterede hinanden godt. Eksempelvis var vi ret skuffede, da vi fik serveret gråanden, fordi brystkødet var halvråt og lidt sejt. Men sammen med tyttebær og kastanjemos, gik det hele op i en højere enhed, og pludselig smagte kødet virkelig lækkert. Det er ret fascinerende, sådan noget.

Og åh for en dejlig betjening, vi fik. Jeg er så træt af cafémiljøet, hvor man alt for tit bliver bedt om, ‘lige at blive stående ved kassen, så man selv kan tage sin kaffe med ned’. Eller at man skal sidde og vinke og vinke af en tjener, som har mere travlt med at rense negle og skrive smser på sin iPhone. Helt ærligt, jeg er en betalende kunde – jeg vil have en ordentlig betjening.

På Svineriet fik vi taget vores overtøj, stolen blev skubbet ind for mig, alle retter og vine blev præsenteret personligt, og der var plads til at spørge ind. Der blev hældt vand op i glassene, når de var ved at være tomme, der var uendeligt med brød og smør. Det er som om, at maden liiige smager det bedre, når man får den ordentligt serveret.

Vika blev passet af farmor, så vi kunne i ro og mag læne os tilbage og nyde maden. Men da vi kiggede på uret, blev vi noget overraskede, fordi der var gået 4,5 time, og det sidste tog var på vej. Selvfølgelig fik tjeneren lige skyndt lidt på kokken, så vi kunne nå den sidste servering OG det sidste tog hjem.

Det er så fantastisk, at en toptunet gourmetrestaurant åbner dørene op for pøblen to gange om året og sælger ‘Hele Svineriet for det Halve’. Og hvis vi ikke skulle på vinterferie, så sad jeg nok klar dernede igen i vinterferien, når de gør det hele igen.

Jeg tog et par billeder af retterne, men jeg syntes, det var så pinligt at sidde med fuld flash. For så opdagede de nok, at jeg ikke lige var deres normale crowd. Derfor er kvaliteten virkelig dårlig på iPhone-uden-flash-billeddokumentationen – så bær over, ik’!

Den traditionelle brødkurv var skiftet ud med de fineste, små minifranskbrød

 

Forret: Havtaske med agurk, havtorn og rygeost

 

Forret 2: Sprødstegt multe med pære, hyben og kantareller

 

Hovedret: Bryst af gråand med konfiteret andelår serveret med tyttebær, jordskokker og kastanjepuré

 

Dessert: Æble- og skyrsorbet med mørk chokolade og hasselnødder.

 

 

 

 

Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Jeg er pjattet med konceptet “14 dages lån” på biblo. Dels er de spritnye bøger nemme at finde, og dels bliver man presset til at læse lidt hurtigere for at nå det inden deadline. Thumbs up til begge dele.

Jeg har netop læst Jonas Jonassons “Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”. En herlig svensk roman om den 100-årige Allan Karlson, der, som titlen indikerer, kravler ud ad vinduet på sin trecifredeårs fødselsdag og flygter fra det stort anlagte festarrangement, hvor selveste borgmestren endda er inviteret til at komme for at ønske tillykke. Allan kunne ikke være mere ligeglad med fødselsdag, borgmester, kage og etikette. Han hader plejehjemmet, det giver ham lyst til at dø, og nu vil han ud og se sig om i verden … igen.

Kasketmanden hoppede adræt ned fra perronen og gik hen til den hundredårige som for at tage ham nærmere i øjesyn. “Er du virkelig hundrede år?” sagde han. “Så må du da være sulten, eller hvad?”
Allan kunne ikke rigtig følge logikken, men sulten var han jo. Så han spurgte, hvad der stod på menuen, og om der kunne tænkes at vanke en dram til maden”

Vejen fører først Allan til plejehjemmets stedmoderblomst-bed, hvor han i en rum tid står og vipper lidt med tæerene i sine tisvåde tøfler. Men efter lidt tagen-sig-sammen får han slæbt sig hen til bus- og jernbanestationen og så ellers videre til Byringe Station, hvor Allan kommer i klammeri med forbryderbanden Never Again og bliver venner med stort- og småtsvindleren Julius, grillbodsejeren Benny og den rødhårede skønhed “Den skønne”. Ja, og elefanten Sonja. Gruppen kommer ud på en fantastisk og hæsblæsende rejse gennem Sverige, hvor de gentagne gange må flygte fra både politiet og de kiksede forbrydere fra Never Again. Og det er ikke sådan at flygte med en elefant, der hedder Sonja.

Men bogen fortæller også om Allans fantastiske forhistorie, en rejse gennem 1900-tallets største begivenheder, som den evigt positive svensker på forunderlig vis har spillet en rolle i. For som den oprindelige opfinder af atombomben og med en uundværlig viden om sprængstoffer må man nødvendigvis se sig tvunget til at spise kirsebær med så forskellige personligheder som Mao, Churchill, Truman, Stalin, Herbert (ikke Albert) Einstein og en vis ung diktatorspire fra Nordkorea.

Allan blev pludselig afbrudt i sine tanker ved, at den unge hr. Kim brast i gråd. Han lagde røret på, styrtede hen til Allan og hulkede: “Onkel Stalin er død! Onkel Stalin er død!”
Allan tænkte, at han næsten var mere heldig, end loven tillod, og så sagde han:
“Så, så, unge hr. Kim, så så. Kom her, så skal onkel marskal give unge hr. Kim et kram. Så så, så så ….”

“Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt” er en dejlig uhøjtidelig bog, som ikke kan undgå at få et smil frem på læserens læber. Selvom 1900-tallet var rigelig farverigt i forvejen, formår bogen at sætte endnu mere kulør på, og sikke en fantasi og evne til at sammenflette begivenheder forfatteren Jonas Jonasson udviser. “Den hundredårige” er ikke et litterært mesterværk, men den er bestemt værd at læse .. og genlæse.

Ingen var bedre til at tryllebinde sine tilhørere end morfar, som han sad der på skrønebænken, lænet lidt frem over stokken og med munden fuld af snus.
“Jamen … passer det, morfar?” måbede vi børnebørn.
“Dem, der kuns siger noget, der passer, de er itt’ værd å hør’ på”, svarede morfar.
Denne bog er tilegnet ham. (Fra bogens forord)