Hår, hår, hår, hår, hår, hår, hår, hår

Torsdag var jeg på lynvisit i København for at se musicalen ‘Hair’ på Østre Gasværk med to kære, gamle venner. Jeg har altid haft en svaghed for genren og er blevet godt opfostret af min mor, der i tide og utide trak mig med ind i teatrets mørke for at svømme hen i kærlighedsseranader, danseshows og storhed. Det kulminerede en weekend i 1991, da vi luskede os med på en af min fars forretningsrejser i London. Her så vi Les Misérables fredag aften, Cats lørdag formiddag og Phantom of the Opera lørdag eftermiddag. Lidt vel meget kost for en 7årig pige, men jeg husker det som en fantastisk tur.

Jeg ser ikke mange musicals længere. Genren har ikke samme dragende effekt på mig, men jeg kan godt lide at se stykker, som jeg så, da jeg var lille, og som minder mig om min mor og vores dejlige fælles oplevelser. Hair er en af de forestillinger, som jeg så med hende på Betty Nansen Teatret i 1995. En fantastisk opsætning med helt eminente sangere: Erann Drori, Al Agami, Randi Laubek, Monique, Søren Launbjerg og mange andre. Jeg var fuldstændig bjergtaget dengang, og jeg tror, at jeg så den i alt tre gange i den opsætning.

Så mine forventninger var til at tage at føle på, da jeg satte mig til rette på Østre Gasværk i torsdags. Desværre kunne stykket ikke leve op til dem. De gamle veteraner var skiftet ud med nye modeller som Tim Schou fra A Friend in London, Jean Michel fra X-Faktor og Sebastian Aagaard-Williams fra Jesus og Josefine. Det nye hold gjorde en virkelig god indsats, synes jeg, de sang alle sammen godt. Det var bare ærgerligt, at hele første akt var så koncentreret om de to hovedroller Berger og Claude, så de andre dårligt fik lov at vise deres store stemmer, udover som korsangere. I andet akt fik flere af de unge talenter lov at skinne igennem, og det højnede klart kvaliteten af stykket. Især vil jeg gerne fremhæve Sara Broberg, som sang virkelig fantastisk. Meget råt, og meget Hair-agtigt.

Forestillingen har været igennem en ny oversættelse, og det, synes jeg, er ærgerligt. Det kan selvfølgelig godt være, at jeg er farvet efter i alle de år at have sunget med på soundtracket fra opsætningen på Betty Nansen. Men jeg synes, at oversættelsen var for ordret fra den engelske og ikke gav lige så god mening som den gamle, danske udgave. Og så er det altså synd at synge to så fantastiske sange som ‘Let the Sunshine in’ og ‘Goodmornin’ Starshine’ i en fordansket udgave, når de fungerer så utrolig godt på engelsk. Derudover blev samtlige numre spillet alt, alt for hurtigt. Det var som om, at der var uptempo på hele lortet, og det gjorde det svært at følge med, forstå hvad der blev sunget og at blive fanget følelsesmæssigt af de ellers, så fuldstændig fantastiske sange og melodier.

Den unge, kvindelige hovedrolleindehaver Sara Viktoria klarede det i sandhed super flot, og hun sang fantastisk på ‘Vandrer i rummet’. Dog var jeg meget skuffet over ‘Let at være hård’, som jeg altid har været helt vild med. I opsætningen på Østre Gasværk synger hun den sammen med Sanne Salomonsen, som skal forestille en gammel udgave af Sheila. Det tager intensiteten ud af nummeret, og den kommer ikke til at virke lige så stærk. Generelt er Sanne Salomonsens rolle malplaceret. Ingen tvivl om, at hun synger fantastisk, jeg er kæmpe fan af hende. Men når hun sidder på et neonfarvet folkevognsrugbrød og spiller på bongotromme til numrene, så er det altså svært ikke at trække på smilebåndet. Det havde fungeret bedre, om man havde skabt en helt ny rolle til hende, og hun havde fået lov til at være med på scenen i stedet for at være forvist til sit spraymalede køretøj hele forestillingen igennem.

Et plus for denne forestilling, som den gamle manglede, er alle de fantastiske dansere, der er med på Østre Gasværk. Hippierne fra ’68 var nok ikke lige så flittige ud i at lave saltomortaler, som nutidens skuespillere er, men når der er så lidt handling i stykket, som der er i Hair, så synes jeg, at det fungerer godt med noget festligt at kigge på. Derudover er diversiteten i castet virkelig godt. At der rent faktisk er tre sorte drenge, når de hvide piger synger ‘Giv mig sorte drenge’, i stedet for, at blegfede danske fyre skal males med soya, så de kan ligne. Derudover havde de to asiatiske mænd fra bandet nede på scenen og spille viet conger under Claudes hallucinationsscene. Alt i alt detaljer, der gør stykket og historien meget gennemført.

Jeg havde nok ualmindeligt høje forventninger til Hair, og det er svært at leve op til en 11årigs glansbillede af en forestilling. Første akt var skuffende og fangede slet ikke hippiestemningen. Den var for overspillet, karikeret og ensformig i sine performere, der var alt for få sangere, der sang alt for mange sange. Men i andet akt tog forestillingen virkelig form. Flere sangere kom i gang og fik lov til at skinne, der var en masse dans, og hele Claudes hallucinationsscene om Vietnamkrigen var eminent. Korsatserne var smukke og rørende, og jeg fik gåsehud, da ensemblet sang ‘Let the Sunshine in’ (selvom det var ærgerligt, at omkvædet var oversat til dansk en stor del af sangen igennem).

Opsætningen af Hair kommer ikke i nærheden af den fantastiske opsætning på Betty Nansen, men det er en oplevelse at se og genhøre de gode sange, og så er jeg imponeret over det nye, unge cast, der virkelig gør det godt.

hair1

 

hair2

 

Billederne er taget af Morten Abrahamsen og Østre Gasværk. Se flere billeder her http://gasvaerket.com/2013/01/01/love-rock-musical-hair/

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s