Jeg er netop blevet færdig med Jørgen Leths ‘Det uperfekte menneske 3’. Jeg slugte den på rekordtid, taget i betragtning, at jeg har et barn, netop har skrevet eksamen og passer et studie. Jeg savner det der med at kunne fordybe sig 110 procent i en bog. Tage den frem om morgenen, læse mens man spiser frokost og komme til at spilde, fordi bogen er så spændende, at man glemmer at kigge på maden. Kigge op for bogen, konstatere det er mørkt, og dagen er gået, uden man lagde mærke til det. Så dybt ned kom jeg trods alt aldrig med Jørgen, det er der lidt for meget baby i mit liv til pt. Men jeg læste den på få dage, og jeg må krybe til korset og indrømme … jeg elsker Jørgen Leth. Elsker ham.
Hans sprog er så finurligt, legende, smukt, og han skriver så fængende. Jeg ville ønske, at jeg havde en flig af, hvad han har, men det kræver nok nogle års erfaring på bagen. Det er sjovt, for han skriver nogle gange om nogle afsindigt kedelige ting – Touren, et random møde, en frokost – men han formår at holde mig fanget, hele vejen igennem. Jeg er fascineret af ham og hans liv, at han har for mange år siden valgte at lægge alt bag sig og flytte til Haiti som konsul. Han dyrker ensomheden, og han elsker rigmandslivet med kokkekone, privatchauffør og unge damer. Og det forstår jeg da godt. Jeg er bare ikke selv typen, der har lyst til at give afkald på alle de mennesker, jeg elsker og flytte så langt væk.
‘Det uperfekte menneske 3’ er anderledes end de to andre, fordi den fortæller historien om jordskævlet på Haiti, Jørgen Leths historie om jordskælvet. Jeg har glædet mig meget længe til at læse hans tanker og oplevelser før, under og op til det famøse interview, der var på Ekstra Bladets hjemmeside, hvor han var på vej ind i en helikopter væk fra Haiti, på vej mod Den Dominikanske Republik. Den hvide, rige mand på vej væk fra det hele, fordi han kunne. Så kunne alle de andre blive tilbage i sølet. Hans historie er meget følelsesladet, og man kan ikke undgå at blive rørt. Om kokkekonen, der stod foran porten til ‘de riges indhegning’ og havde lavet mad, fordi hun ville være sikker på, at han nu fik noget ordentligt at spise. Om chaufføren, der havde mistet sin bror i jordskælvet. Forholdene virker til at være gennemsyret af gensidig respekt, men det er nok noget, der er svært for os danskere at forstå.
Man skal nok lidt være til en side for at elske Jørgen Leth. Jeg er til det smukke sprogs side, og selvfølgelig er jeg da til Jørgen Leth. Mange er meget fokuserede på Kokkens datter sagen, men jeg synes simpelthen, at folk på komme videre og anerkende Jørgen Leth for den utrolige kunster, han er. Både litterært og filmisk. Jeg er, efter at have læst bogen, endnu mere spændt på at se hans film ‘Det erotiske menneske’. Og jeg tror snart, at jeg skal genlæse ‘Det uperfekte menneske 1 & 2’.
Men for nu står der noget helt andet på programmet, jeg skal læse ‘Marco Effekten’ af Jussi Adler-Olsen. Det bliver spændende, om den kan leve op til de andre Afdeling Q bøger.
tusindting 