Lidt søndagsmelankoli

Der er ikke noget som smukke skyformationer på himlen, der kan gøre mig melankolsk. Et øjeblik er de der, og det næste er de væk. Smukke ”himmeler” og solnedgange minder mig om at være lille og sidde på stranden med min mor i Hornbæk – vi to holdt hvert år sommerferie i vores sommerhus, og hver aften var jeg nede og bade i solnedgangen, mens min mor kiggede på, og bagefter drak vi varm kakao med flødeskum.

Nogle gange savner jeg at være lille. Jeg husker det som om, der ikke var en eneste bekymring i verden. Og hvis der var det mindste galt, kunne mor altid ordne det. Nu er min mor her ikke længere, og selvom man vokser med opgaven og også selv bliver voksen, kan jeg godt savne at kunne søge ly under hendes skørter, hvor intet ondt kunne nå mig.

Nu er det snart to år siden, hun døde af kræft, og jeg synes, at jeg savner hende på en ny måde hver dag. Først var det det ubærlige tab, men nu er det mere et savn over ikke at kunne dele glæderne med hende. Snart at være færdiguddannet og at skulle giftes. Men når jeg ser en smuk himmel som den på billedet, som var her i aftes, så tænker jeg på hende, og så ved jeg, at hun følger med.

 

Reklamer

7 thoughts on “Lidt søndagsmelankoli

  1. Og maaske sad din mor paa skyen der drev forbi og det var derfor du lagde maerke til den. Smuk, det er den.

  2. Kender godt følelsen. Jeg kan ofte ærgre mig over alle de store ting i mit liv min mor går glip af. Især efter jeg har fået barn. Mangler en at søge råd hos og synes det er så synd for min mor at hun ikke oplever alle de fantastiske stunder med Bjørn.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s