Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Jeg er pjattet med konceptet “14 dages lån” på biblo. Dels er de spritnye bøger nemme at finde, og dels bliver man presset til at læse lidt hurtigere for at nå det inden deadline. Thumbs up til begge dele.

Jeg har netop læst Jonas Jonassons “Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”. En herlig svensk roman om den 100-årige Allan Karlson, der, som titlen indikerer, kravler ud ad vinduet på sin trecifredeårs fødselsdag og flygter fra det stort anlagte festarrangement, hvor selveste borgmestren endda er inviteret til at komme for at ønske tillykke. Allan kunne ikke være mere ligeglad med fødselsdag, borgmester, kage og etikette. Han hader plejehjemmet, det giver ham lyst til at dø, og nu vil han ud og se sig om i verden … igen.

Kasketmanden hoppede adræt ned fra perronen og gik hen til den hundredårige som for at tage ham nærmere i øjesyn. “Er du virkelig hundrede år?” sagde han. “Så må du da være sulten, eller hvad?”
Allan kunne ikke rigtig følge logikken, men sulten var han jo. Så han spurgte, hvad der stod på menuen, og om der kunne tænkes at vanke en dram til maden”

Vejen fører først Allan til plejehjemmets stedmoderblomst-bed, hvor han i en rum tid står og vipper lidt med tæerene i sine tisvåde tøfler. Men efter lidt tagen-sig-sammen får han slæbt sig hen til bus- og jernbanestationen og så ellers videre til Byringe Station, hvor Allan kommer i klammeri med forbryderbanden Never Again og bliver venner med stort- og småtsvindleren Julius, grillbodsejeren Benny og den rødhårede skønhed “Den skønne”. Ja, og elefanten Sonja. Gruppen kommer ud på en fantastisk og hæsblæsende rejse gennem Sverige, hvor de gentagne gange må flygte fra både politiet og de kiksede forbrydere fra Never Again. Og det er ikke sådan at flygte med en elefant, der hedder Sonja.

Men bogen fortæller også om Allans fantastiske forhistorie, en rejse gennem 1900-tallets største begivenheder, som den evigt positive svensker på forunderlig vis har spillet en rolle i. For som den oprindelige opfinder af atombomben og med en uundværlig viden om sprængstoffer må man nødvendigvis se sig tvunget til at spise kirsebær med så forskellige personligheder som Mao, Churchill, Truman, Stalin, Herbert (ikke Albert) Einstein og en vis ung diktatorspire fra Nordkorea.

Allan blev pludselig afbrudt i sine tanker ved, at den unge hr. Kim brast i gråd. Han lagde røret på, styrtede hen til Allan og hulkede: “Onkel Stalin er død! Onkel Stalin er død!”
Allan tænkte, at han næsten var mere heldig, end loven tillod, og så sagde han:
“Så, så, unge hr. Kim, så så. Kom her, så skal onkel marskal give unge hr. Kim et kram. Så så, så så ….”

“Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt” er en dejlig uhøjtidelig bog, som ikke kan undgå at få et smil frem på læserens læber. Selvom 1900-tallet var rigelig farverigt i forvejen, formår bogen at sætte endnu mere kulør på, og sikke en fantasi og evne til at sammenflette begivenheder forfatteren Jonas Jonasson udviser. “Den hundredårige” er ikke et litterært mesterværk, men den er bestemt værd at læse .. og genlæse.

Ingen var bedre til at tryllebinde sine tilhørere end morfar, som han sad der på skrønebænken, lænet lidt frem over stokken og med munden fuld af snus.
“Jamen … passer det, morfar?” måbede vi børnebørn.
“Dem, der kuns siger noget, der passer, de er itt’ værd å hør’ på”, svarede morfar.
Denne bog er tilegnet ham. (Fra bogens forord)

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s