Bac.jour. bliver til cand.public

Jeg har i løbet af min uddannelse på Journalisthøjskolen taget to gange orlov – en gang foto og en gang jorden rundt. Og det til stor frustration fra både praktikantvejledere og medstuderende: “Nej, tager du nu orlov igen!? Jamen, det kan man da ikke”!! Jo, det kan man faktisk godt, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det, for alternativet var sgu ikke for kønt. (Læs: Arbejdsløshed)

Men nu kan jeg ikke komme udenom det længere, virkeligheden står med sin tunge, ildelugtende, nærmest grønne ånde og pruster min vej. Om fem måneder er jeg færdiguddannet journalist, noget som jeg har glædet mig til i lang tid. Jeg har glædet mig til at komme ud og bruge alle de færdigheder, jeg har lært i min praktiktid, jeg har glædet mig til en rigtig menneskeløn, og jeg har glædet mig til at møde nye inspirerende kollegaer. Jah, det var den store drøm – men når arbejdsløshed og dagpengeland ikke lige var en del af den store fremtidsplan, virker virkeligheden uden for bunkerens mure ikke så tiltalende længere. Faktisk virker det bare pissehamrenderøvtræls.

I og med jeg har taget orlov, kan jeg nu også se mine tidligere medstuderende, der blev færdig i sommer, kæmpe sig vej gennem dagpengesystem og ansøgning på ansøgning på ansøgning – og de bliver sgu triste af det. Ja, nærmest deprimerede, og hvem kan bebrejde dem det? Jeg hørte det her forleden: På et jobcenter i København skal deltagerne sætte en streg på en stor tavle for hver ansøgning, de sender, og den, der har sat flest streger i løbet af dagen, får en  … slikpose … ?!?!?! Come nu on for fanden. Har vi ikke lige taget en videregående uddannelse?! Skal vi så gøres til unger på skattejagt til Bittens fødselsdag. I think not. Hvem bliver voksne, selvstændige mennesker af sådan en behandling? Og hvem kommer glædestrålende hjem og fortæller mandse: “Hurra, jeg vandt en pose SkipperMix nede på job’eren i dag!!!”

Så meget for årgang 84 – så meget for at være en af de mindste årgange, der kunne få alt, hvad de pegede på. Jeg er da godt klar over, at det er en forkælet indstilling at have, men det kan gøre mig så trist at se alle mine møgbegavede, innovative og flittige medmennesker blive gjort sådan til grin. Og det er ikke kun journalister. Er du humanist, kan du lige så godt kalde dig cand.arbejdsløs., og der er de ikke lige så heldige som os på Journalisthøjskolen, der stadig har en milliard SU-klip tilbage.

Så nu har jeg bare peget på uddannelsessystemet igen, og så må den der virkelighed altså lige vente til, at den kan opføre sig ordentligt og ikke være så urimelig.  Jeg tager kandidaten på Journalisthøjskolen, og jeg tror, at det bliver med et par herrefede fag på kunst og kultur, og så kan virkeligheden faktisk rende mig lige et par år endnu. For det der dagpengeland, det er ikke lige mig!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s