Reportage: Østjysk metalentusiasme var til at tøjle

 Bare fordi jeg ikke får skrevet på Tusindting, betyder det ikke, at jeg ligger på den lade side. Jeg har lidt besluttet mig for at dele nogle af de afleveringer og produktioner, jeg laver til Universitetet, fordi det er bedre end slet ikke at opdatere. Her er en reportage, jeg har lavet til faget Kulturjournalistik. Jeg synes sgu selv, den blev ret sjov, hvis man må mene det i Danmark. God fornøjelse.

through

 

Østjysk metalentusiasme var til at tøjle

Veteranerne fra Metallicas storstilede film ”Through the Never” har skabt begejstring over hele verden. Men aarhusianerne er ikke lige sådan at imponere på en mandag i metallets tegn.

 ”ARE YOU ALIIIIIIIIIVE?!” skriger frontfiguren James Hetfield fra bandet Metallica til sit eksalterede publikum. Overtatoverede, fuldvoksne mænd enten med lange, viltre lokker eller uden et eneste hår på hovedet holder om hinanden, rækker begejstrede hænderne op mod scenen, forsøger at fange øjeblikket med deres smartphones og skriger istemmende: ”YEEEEEEEEEES”.
Jeg læner mig tilbage i det bløde sæde, retter på 3D-brillerne, giver efter for de dunkende rytmer og Lars Ulrichs maniske dobbeltpedaler og får et smørret smil om munden. De kan sgu endnu, de gamle drenge.
Men da jeg kigger mig omkring, bliver jeg pludselig i tvivl, om de godt 250 aarhusianere, der har fundet vej til BioCity Aarhus denne mandag aften overhovedet er ’alive’.
De fleste sidder helt stille med korslagte arme og gumler måske på et par seje popkorn, der har givet salen en dunst af børnefilm og efterårsferie. Det er der ikke meget rock´n´roll over.

”Få nu startet den film, for helvede”

De danske biografer bugner af events som ”TøseTirsdag”, ”Date Night” og ”Baby Bio”. Men i aften virker konceptet mere til at være ”Macho Metal Night”. Der bliver tanket fadøl i biografens kiosk, og da dørene endelig åbner, stimler den ene gruppe sortklædte mænd efter den anden ind i mørket. Nogle enkelte er iklædt de karakteristiske, sorte Metallica t-shirts med kors, dødningehoveder og forvrænget skrift, men de fleste har bare almindeligt, mørkt hverdagstøj på. Et par gange bliver den monotone publikumsopbygning brudt af enkelte piger, der har fået lov til at gøre deres kærester selskab. Men deres nervøse smil og nysgerrige blikke afslører, at de er på udebane i dag.
”Få nu startet den film, for helvede”, mumler min sidemand indædt. Hans arme hviler dovent oven på den store mave, og lædervesten sidder stramt til kroppen. Han og hans ven har ellers ikke mæglet et ord til hinanden, siden de kom, men ti minutters ventetid bliver til sidst for meget. Han knuger sin cola og skal til at ytre sin irritation endnu engang men drager i stedet et lettelsens suk, da lyset i samme øjeblik slukker, og det store lærred bliver oplyst af billedet af et sort flag, der står i flammer.

Et dybt greb i lommerne

Kors stiger op fra det røgomsluttede gulv, enerverende neonlys skaber en effektfuld krigsstemning, og levende begravede kæmper for at komme ud af deres kister. Alt imens James, Kirk, Lars og Robert drøner omkring på den enorme scene og kaster sig ud i den ene solo efter den anden.
Sceneshowet taler sit klare sprog om, at filmen ”Through the Never” er et ambitiøst projekt, der ikke har kostet småpenge at producere.
Filmens handling baserer sig hovedsageligt på en livekoncert med Metallica, hvor der krydsklippes til en  sidehistorie om roadien Trip, der bliver sendt ud for at skaffe en ukendt ting til bandet. Undervejs er Trip ude for et alvorligt biluheld, og hans tur bliver herefter en hæsblæsende affære, hvor han bliver indblandet i et stort slagsmål og må kæmpe mod Døden selv.
Optagelserne fra livekoncerterne stammer fra  fire rigtige koncerter i Canada og er filmet med 24 3D-kameraer, og det er ikke helt gratis. De fire musikere måtte gribe dybt i lommerne for at finansiere det 93 minutter lange hjertebarn. Det anslås, at ”Through the Never” har kostet 20 millioner dollars at producere. Det svarer til 110 millioner danske kroner, men det kan også ses på den imponerende 3D-produktion.

Flotte fyre i deres bedste alder

”Die, die, die, die, die”, råber publikum taktfast og kaster djævlehornsformede håndtegn op mod scenen og James Hetfield. Han tager det ikke så personligt men griner i stedet og fortsætter med monsterhittet ”Creeping Death”. De fire, ældre herrer holder sig ualmindeligt godt. De løber rundt på scenen, kaster sig i knæ, og Lars Ulrichs trommestikker slår gnister, mens han hamrer sig igennem ”Ride the Lightning”. At det er en special effect er ikke så vigtigt, det kunne lige så godt være sket i virkeligheden – virker det som om.
I Aarhus sker der ikke så forfærdelig meget. Et par enkelte hoveder har givet efter og er begyndt at rocke taktfast med på trommerytmen. Men flertallet sidder stadig helt stille, virker uimponerede og gnasker sig igennem de sidste poppede popkornsrester.
”Sæt jer ned for helvede,” hvæser min sidekammerat, da to yngre mænd halvvejs gennem filmen rejser sig op for at gå mod toilettet. Han falder tilbage i sin magelige position, da udsynet til lærredet igen er blevet frit.

Glimmer og kendisbesøg

Siden sin premiere i San Francisco den 17. september har ”Through the Never” gået sin sejrsgang rundt i verden. Først i USA og Canada og nu i de store biografer i Europa. Flere steder spiller den kun én enkelt aften, og billetterne er blevet revet væk. Anmelderne er dybt begejstrede og giver topkarakterer til filmen. Flere steder er der blevet gjort en begivenhed ud af visningen, og et eller flere af medlemmerne af Metallica har kastet glans over forestillingen ved at præsentere filmen for publikum. På søndag er Lars Ulrich annonceret i Palads i København, når ”Through the Never” spiller i hovedstaden for en enkelt aften.
Men der var intet magisk over Aarhus mandag aften i BioCity. Ingen rød løber, neonlys eller kendisser. Bare en helt almindelig biografaften med lidt flere sortklædte publikummer end sædvanligt.

Et forsigtigt bifald som tak

Efter 93 minutter er mine ører begyndt at hyle en anelse. Robert Trujillos bas og Lars Ulrichs dobbeltpedaler har sat mine trommehinder på overarbejde, men det er også en befriende anderledes souvenir at gå hjem med efter en tur i biografen.
Trip har bekæmpet Døden, Metallica har efter besøg af ambulanceførere, et kollaps af en 15 meter høj stenstatue og strømsvigt sagt tak til publikum. Lyset bliver tændt i biografsalen, mens rulleteksterne kører over lærredet, og drengene fra Metallica spiller det otte minutter lange instrumentalnummer Orion.
Publikum i BioCity skubber 3D-brillerne op i panden, gnider sig i øjnene og drister sig til det første spor af begejstring for i aften. De klapper og hujer en lille smule.
”Ja flot! Som om de kan høre jer, for helvede,” råber en dyb stemme bag mig irriteret.
Og det var vist den begejstring, aarhusianerne kunne geare sig op til for i aften.

Åh suk, jeg har været utro

Kære tusindting og kære læsere

Jesus, der sker ikke meget herinde, og det er kimen til evig dårlig samvittighed. Sandheden er, at jeg er møgutro med andre projekter. Først og allermest altoverskyggende er Universitetet, og især et fag, der hedder Digital Identities. Vi har en amerikansk forelæser, som er så sindssygt dygtig og spændende, men hold da kølle hun er krævende. Vi læser teoretiske tekster på en milliard sider, og skal derudover blandt andet oprette en blog og opdatere den i et væld, som en del af vores eksamensprojekt. Hvis I er interesserede, kan I læse lidt om min dystre fortid på chatstedet Højhuset på bloggen.

Men jeg har ikke glemt dig, gode gamle Tusindting … og jeg vender tilbage lige om snart. Mys

Man har en holdning til …

Holdning 1: Mit barn skal ikke se tv, for man skal være sammen som i kvalitetstid. Hele tiden. Og det inkluderer ikke firkantede øjne.

Holdning 2: Okay, måske må hun godt se en lille smule tv. Det udvikler jo sproget, og ligesom alle andre, har hun nok også behov for at kokse lidt ud foran skærmen en gang imellem.

Holdning 3: Men hvis det skal være, så skal det kun være kvalitetstv, som vor mor så (mig), da hun var barn. Altså Postmand Per.

Holdning 4: Mit barn skal aaaaaaaaaaaaaldrig se fucking Teletubbies. De er klamme, dumme og fordummende.

Holdning 5: Okay, hvis hun ser glad ud, når hun ser Teletubbies, så må hun godt se lidt.

….. Jesus Laura. Kom ind i kampen ….

20130915-171512.jpg

20130915-171524.jpg

Efterår 1.0

Jeg vil forsøge mig med mit første indlæg på farten. Jeg sidder i bussen, min bus 112 til Sorring, og eftersigende (fortæller min iPhone mig), er det herremuligt for mig at liveopdatere i lige så god stand som under de trygge rammer derhjemme på Mac.

Jeg har været i skole til første undervisningsgang i faget Kulturjournalistik. Det var en lidt blandet fornøjelse, på den ene side virker det ret ligetil: Vi er fire journalister og derudover et helt hold, der aldrig har skrevet journalistisk før. Så vi øvede, at en rubrik hedder en rubrik og ikke en overskrift, og til næste gang skal vi skrive et portræt ‘af en fra klassen’ – det går nok lige. På den anden side er der vist forventninger til, at vi fire lige up’er vores game, når vi nu sidder i forhånd, og det er vist ikke okay at gemme sig nede bagi, som jeg ellers foretrækker, når jeg har været oppe 5:50 for at nå til undervisning kl 8.

Den indiske chauffør fløjter usandsynligt falsk med på Black Velvet i baggrunden, mens han fortæller en ældre dame, der skal af ved næste stoppested, at han har hat på, fordi han er mørk og derfor fryser …. Lettere forstyrrende for skrivekoncentrationen.

Efteråret er i luften for alvor, og i morges kunne jeg for første gang dufte den der friskhed i luften, som er forbundet med årstiden. Min yndlingsårstid, det har jeg nok efter min mor, som aldrig stoppede med at tale om det canadiske efterår, som hun elskede så højt.

Voila, første indlæg on the run, det er satme smart!

20130904-144659.jpg

20130904-144730.jpg

20130904-144746.jpg

Hvad gør mig klogere …

Vi har ingen tv-kanaler. Altså, vi har et stort apparat, 40 tommer, men vi har ingen kanaler på det. Til gengæld har vi en Playstation, der er koblet op med Netflix. Vi ser mest serier, og jeg kan virkelig anbefale House of Cards (med all time favourite Kevin Spacey), Arrested Development og Breaking Bad. Alle tre serier, der er geniale på deres egen måde.

Når jeg ikke ser tv, så hører jeg podcast. Selvfølgelig Mads & Monopolet, Orientering og Mennesker & Medier, sidstnævnte virkelig god til at holde sig ajour med, hvad der foregår i medieverden, når man selv går lidt i sump fra tid til anden. Men derudover hører jeg også mere dokumentaristiske fortællinger, blandt andet This American Life og selvfølgelig Third Ear, som simpelthen er de mest fantastiske og inspirerende radiofortællinger fortalt på både dansk og engelsk – og de er ganske gratis. Jeg kan virkelig kun give dem min varmeste anbefalinger.

Sidst men ikke mindst, vil jeg anbefale det forholdsvist nye bureau Zetland og deres singler, som i et længere format end artikler fortæller hele historien om aktuelle og evigtaktuelle emner. Jeg søgte selv en plads på deres nye skole, Zetland Talent, men fik desværre ikke plads, det gad jeg ellers virkelig gerne have været med på. Singlerne koster lidt, men til gengæld kan de læses på tablets og smartphones, og det er altså meget fedt at have en god historie med, når man tager bussen, toget eller andet.

Hvad gør du? Hvad hører du? Hvad læser du? Kom meget gerne med gode tips i kommentarfeltet.

Hækling for dummies

Hvis jeg selv skal sige det, er jeg rimelig ferm til at strikke og har også øvet mig i mange år. Men det der hækling, det har bare aldrig været noget for mig, tænkte jeg. Alt for svært, og hvordan fanden kom man nogle vegne, når man kun havde én pind og én maske?! Dog forelskede jeg mig hovedkuls i den fantastiske Yarnfreaks kludetæppe, og det blev startskuddet til, at jeg kom i gang. Det er jo altså heller ikke sag, når garnet er kæmpe tykt og pinden er på størrelse med en …. ja, en stor pind, ik!

Jeg købte noget billigt garn i Panduro for at øve mig lidt og fik den her neonfarvede sag ud af det.

IMG_1805

 

IMG_1810

IMG_1812

 

Og til sidst, da jeg følte mig helt klar og parat, gik jeg ned til Yarnfreaks butik i Aarhus og købte det smukkeste, fine zpaghettigarn og lavede den her drøm til Vikas nye værelse (note: Der bliver jo så ikke noget nyt værelse, pga. lortesalgderikkegikigennem, men vi skal nok finde et andet hus, ja!) Og nu er tæppet i hvert fald klart

IMG_2191

Hej flotte

Pew pew … (indsæt pistolrøg)

Okay, så jeg hjalp i dag Camilla i gang med sin hjemmeside – en ting jeg længe har haft på programmet men aldrig sådan rigtig helt er nået til, fordi vi begge lever et liv i overhalingsbanen … eller bare ikke har været gode nok til at finde et tidspunkt. Men det viste sig, at det godt kunne klares over en Facebookchat og en god sjat tålmodighed. Den er stadig ikke færdig, men jeg synes, at det ser lovende ud.

Så hej og glædelig sensommer. Jeg har jo overhovedet ikke opdateret, og det skyldes et hav af ting. Først og fremmest at vi købte et hus, skrev under, glædede os, hele moletjavsen – for derefter at erfare, at sælger fra en humbuk og ja, en røv, der havde forsøgt at snyde os til at købe noget ulovligt lort. Heldigvis har vi en rigtig, rigtig god advokat, som opdagede det lige tids nok. Men øv, hvor er det bare irriterende! Så vi er nu i gang med at rejse os ved det træ, vi er faldet og er så småt gået i gang med at kigge på andre huse, selvom det er virkelig svært.

Ellers har vi det godt alle mand. Jeg starter studie i næste uge og har fundet en ret sej fagkombination, tror jeg. Noget med sociale medier og digital identitet. Jaw jaw, det er lagt i ovnen til et nizzle speciale, når den tid kommer. Derudover har jeg sådan et bette hyggefag, der hedder kulturjournalistik. Det skal nok blive godt.

I aften er jeg alene hjemme med barnet. Jeg havde planer om at hækle (som jeg endelig har lært!!! Thank God for garnstudios instruktionsvideoer) og se Sex and the City, som også har været et sommerferieprojekt. I stedet endte jeg med at forsøge at sortere 4.700 billeder, som er blevet gemt uden for mapperne på min eksterne harddisc. Jeg er nu nede på 2.000 billeder, der ligger løst, og nu gider jeg simpelthen ikke mere for i aften. Så nu hækling og SATC. Tchüss

I får lige et billede af ham her. Det er en 1,5 meter lang slange, der er ved at tage sin form. Fremragende projekt til at få brugt alle sine lækre merinogarnrester fra babytæppet.

IMG_2169